Giv en bog fra din overskudsreol . . .

Skrevet af Sidsel Kirketerp 21-04-2016

Stinna sad en dag og bladrede lidt på internettet . Her faldt hun over nogle hyggelige billeder, af nogen bog- og læse hjørner, der var indrettet til børn på børnehjem.
Bøgerne var indsamlet gennem ”Læs for Livet”, der samler brugte bøger ind fra private, til glæde for udsatte unge.
Stinna har nu i samarbejde med Hasle Bibliotek, startet det første indsamlingssted i Aarhus.

Hvorfor er der ingen indsamling i Aarhus?
Døgninstitutioner, børnehjem og ungdomspensioner, hvor disse udsatte børn og unge bor, har som regel ikke råd til bøger til børnene. Hvis de har bøger, er det ofte få og de er gamle eller slidte. Bøger der ikke kalder på at blive læst.

Stinna Jenny Christiansen, der til daglig læser til pædagog, syntes rigtig godt om tanken om at private kan donere bøger til børnene, og kunne hurtigt finde nogen bøger i sin reol ,der kunne gives til ”Læs for Livet” . 
Men hun fandt også hurtigt ud af, at der ikke var nogen indsamlingssteder i Aarhus.
I stedet for at opgive, kontaktede hun sit lokale bibliotek i Hasle, med ideen om at lave det første indsamlingssted i Aarhus.

Hasle Bibliotek var med på ideen, og har ryddet en reol, hvor man kan komme og sætte sine brugte bøger. Stinna og Biblioteket, håber at den hurtigt bliver fyldt op.
Andre steder i landet er der blevet indsamlet bøger med stor succes, f.eks. på Greve Bibliotek, hvor de for nylig har sendt 11 kasser med bøger afsted.

Giv med omtanke
Læs for Livet tager imod bøger til aldersgruppen 0-23 år med stor tak.
Da de skal inspirere til læselyst, skal bøgerne være i pæn stand.
”Læs for Livet” tager imod nyere bøger eller gode klassikere, billedbøger, romaner, digte, ungdomsbøger, studiebøger, hobbybøger, pege bøger - og alle andre slags bøger - som børn og unge i aldersgruppen kan have glæde af.

Tommelfingerreglen er, at hvis du ikke ville give bogen til et barn eller en ung, du selv kender, så skal de udsatte heller ikke have den. 
På ”Læs for Livets” hjemmeside, kan man se mere om hvilken type bøger børnene ønsker sig. www.laesforlivet.dk
Du kan aflevere dine bøger på Hasle Bibliotek i åbningstiden.
Stinna, Hasle Bibliotek og Læs for Livet siger alle en stor tak på forhånd.


Fakta:
Læs for Livet er en organisation, der blev stiftet i 2012. Ideen er, bl.a. at forbedre udsatte børn og unges livskvalitet, ved at give dem gode bøger og skabe lyst til at læse.
”Læs for Livet” samler bøger ind fra private og andre donorer, og skaber små “biblioteker” til steder, der huser sårbare børn og unge.
”Læs for Livet” er stiftet af Rachel Röst, der har modtaget flere priser for sit arbejde med Læs for Livet..
Siden 2012 er over 25.000 bøger kommet ud til socialt udsatte børn og unge.